lørdag den 4. august 2007

Århus Pinsekirke, Viborgvej, Århus.

Fakta.
Trosretning: Pinsekirke (pentecostal).
Begivenhed: gudstjeneste.
Dato: 22 april, 2007
Præst: Lazarus Yeghnazar og Frede Rasmussen

Fik han/hun publikum med.
Nu var de jo to om det, og jeg må sige at Frede (som de allesammen uformelt kalder ham) måske næsten har det for nemt. Der skal faktisk ikke mere til, end at sige folk gerne må rejse sig og komme op foran sig eller sætte bandet igang, før salen er fuld af sang, lovprisninger, spredt tungetale og folk der hjælper hinanden med at bede. Gæste-præsten Lazarus (kan man undgå at blive andet end præst med sådan et navn?) prøvede med lidt mere spræl, hen ad amerikanske prædikanter på films. Her var der både lignelser, pep-talks og hiv og sving men lidt ligesom med den fikse video-reklame for en international fælles-bøn var det nok lige lovlig opkørt til det rolige danske gemyt *(som trods alt også gør sig gældende når man er i guds hænder).

Indhold.
Så snart de praktiske beskeder om service-hunde mm. var overstået kom talen hurtigt ind på helligånden, og blev der stort set resten af dagen. Det er noget med at døbes ved guds nærvær og få særlige gaver såsom at snakke så ingen kan forstå en (ikke uligt nogle af mine forelæsere), det er altså lidt ligesom Jesus og senere apostelene (og så vidt jeg kan se heller ikke helt uligt visse voodoo-ritualer). Størstedelen af den egentlige forkyndselse blev foretaget af en gæst, den nævnte Lazarus, med Frede som tolk. Det første budskab var at Irak og Mellemøsten ikke skal ses som en fjende, men en mulighed for nye, kristne omvendelser. Jeg er personligt mest enig i den første del, men jeg kan da godt se at hvis man har sandheden skal den udbredes; jeg håber bare pinsekirken går mere lempeligt til værks end tidligere missionærere og nutidige demokrati-forkyndere. Resten af prædikenen gik på instrumenter, det var noget med at man ikke skal gå og lede så længe efter den rigtige metode eller ting til at udføre hvad man tror man vil, men skal lade sig selv være guds instrument til hvad han vil. Eksemplet var at hvis Samson og et vådt æsel-kæbeben kunne dræbe et eller andet (ugudeligt?) antal filistre så kunne gud også bruge hvem som helst af os til hans store plan. Egentlig ret opløftende og inspirerende (sikker endnu mere hvis man troede på det) og Frede gjorde det da også ganske hæderligt med oversættelsen, selvom der var enkelte problemer såsom at Lazarus mente at han profetisk kunne se at dele af Århus menigheden kommer til Iran med han på et tidspunkt, hvor Frede vist havde forstået at det allerede var aftalt...

Menigheden.
Hvis pinsekirken har et salgsargument, så er det deres menighed. De er som nævnt enormt engagerede og aktive, arrangerer selv bønnemøder fra "talestolen" og var også venlige til at hilse på den lidt usikre gæst jeg udgjorde i deres midte. De forekommer oprigtige og ærlige, også når de svinger med armene, holder hinanden i bøn og mumler. Faktisk er andet begyndt at forekomme mig helt unaturligt - hvis man rent faktisk mener at den almægtige, algode gud personligt er med én i hans hus lige nu, så forekommer det lidt tamt bare at sidde og mumle en gammel salme, eller er det bare mig? Som god sekulariseret zapper-kultur-barn i en kultur og alder hvor det antages man har lært at lægge en dæmper på sine følelsesudbrud, kan jeg godt blive misundelig over at se en sal fuld mennesker der er sammen om noget så stort og lader sig rive med i hinandes nærvær.

Omgivelserne.
Pinsekirkens lokaler er ikke så imponerende, i mine øjne. Det er en stor bygning, men en stor sal og masser af alt det gode udstyr folkeskolelærere tigger om at få bare lidt af. Men særlig helligt forekommer det ikke, udover en stor glasmosaik og nogle simple kors hist og her er der ikke rigtig nogen kulturel kodning der lader en vide at mødet handler om guds kærlighed til mennesket og ikke attende del af business-kurset "kunden i centrum 2007". Mange kender måske lokalerne fra DK4's programmer om kirken, som i øvrigt er helt uforståeligt kedelige i forhold til den virkelige vare som får en væsentlig højere karakter herfra.

2 kommentarer:

johs busted sagde ...

Oh My God... det er en mærkelig side det her.

Lundse sagde ...

Tak!
Den gør sit bedste :-)