Domkirken, Store Torv, Århus.

Fakta.
Trosretning: Den Danske Folkekirke (evangelisk-luthersk).
Begivenhed: gudstjeneste med barnedåb.
Dato: den 25 februar 2007.
Præst: Jakob Grosbøll, domsprovst

Fik han/hun publikum med.
Ja og nej. Altergangen var godt besøgt, men derudover er der ikke megen plads til publikums-deltagning i en klassisk protestantisk kirketjeneste. Prædiken, oplæsning og sang kunne lige så godt have foregået uden folkene på bænkene. Det profesionelle kor overdøvede på alle tidspunkter menigheden, som ikke engang fik sat sig igennem når der skulle siges amen (hvilket jo ellers må siges at være deres egentlige opgave). Børnene var både mere og mindre med; til de tre dåbshandlinger lod præsten de små børn komme med op og se med, hvilket var mindst ligeså populært som når nyt legetøj vises frem i børnehaven. Under prædikenen lod han dem til gengæld "slippe" ud i et dertil indrettet legerum - hvilket jo må siges at være nådigt og altså godt i spænd med budskabet.

Indhold.
Prædiken drejede sig om synd og det dertil hørende fald, og om hvordan vi er prædisponerede til den slags, mens Jesus selvfølgelig standhaftigt står fast på vores vegne og holder døre åbne med vidtstrækte arme, osv. osv. Altså ret normal kost for danske folkekirke-gængere... Ellers bed jeg mest mærke i at alle ikke-kristne blev sammenlignet med jøderne på Jesu tid (vi tror vi kan stille regler op, men det er aldrig godt nok) - jeg ved ikke om det er noget ateister eller jøderne burde føle sig provokeret af... Sammenligningen fortsatte så til en eller anden roman-figur, hvilket var lidt søgt. Men ikke ligeså søgt som den uundgåelige psykoanalyse af figurens "skred i hans virkelighedsforståelse" som blev sammenlignet med den tøende sne der skrider ned over tagene. Alt i alt ikke de store poetiske nyskabelser, overraskelser eller armbevægelser, men med fokus nok på menighedens utilstrækkelighed til at ingen var i tvivl om at de altså sad bænket i en kirke og ikke blot på en højskole.

Menigheden.
Socialt set ser menigheden (der den dag var en ca. 30 stykker) ikke ud til at høre videre sammen. Undtagelsen var selvfølgelig de familier der var til barnedåb, som selvfølgelig er blevet yderligere sammentømrede ved at deltage i et lille ritual sammen. I særdeleshed kunne jeg forestille mig at visse generations-skel kan overtrædes ved en sådan handling (jeg snakker om bedsteforældre og forældre, ikke barnet og dets forældre - udover evt. metafysiske effekter tror jeg ikke barnet er videre påvirket). Derudover var der ikke megen samhørighed at spore, udover at jeg fik lov at åbne døren for en ældre dame, hvilket jo altid er hyggeligt.

Omgivelserne.
Ja, det var jo domkirken, så størrelsen i sig selv er jo imponerende. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke at en vist potentiale bliver spildt; da de danske kirker blev bygget er jeg sikker på størrelsen, de hvide vægge og dertil hørende lyse omgivelse var vildt imponerende, hvor vi i dag mest forbinder den slags med lange trælse stræk i IKEAs uendelige korridorer. En højtidelig stemning kræver noget andet og mere i dag, for eksempel synes Horsens Middelalder Festival at være inde på noget af det rette med munkesang og et par stearinlys. Men måske er jeg bare ikke i målgruppen, traditionelt er det i hvert fald. Men jeg bliver nu nødt til at påpege det upraktiske i at ikke alle kan se præsten, endsige alteret fordi kirken skal være så stor - når nu vi kunne klare os på langt mindre plads...