mandag den 24. december 2007

Jehovas Vidner, Østermarksvej, Odder.

Fakta.
Trosretning: Jehovas Vidner.
Begivenhed: Rigs-sals-møde (med foredrag og gennemgang af en artikel).
Dato: 23/12-07
Præst: ingen/alle

Fik han/hun publikum med.
Et lidt sært spørgsmål i forhold til Jehovas Vidner, da de ingen præster har; man kan derfor ikke rigtig bedømme _hvem det er der skal have hvem med_. Der var godt nok nogle som trådte særligt frem; ved at holde foredrag, lede artikel/bibel-studiet og lignende. Men i virkeligheden var jeg nok det eneste egentlige "publikum", og i den forbindelse må man sige at service-niveauet var højt: udover almen venlighed og håndtryk fik jeg også tildelt en hjælpsom herre der forklarede undervejs og delte sangbog. Jeg kan ikke med al ærlighed sige at de "fik mig med", men jeg fik til gengæld også på fornemmelsen at "med" for Jehovas Vidner er en rettethed mod teksten og gud. De har ligesom selv valgt at det ikke skal være noget større show, så for at få det fulde udbytte skal man nok være ret meget med på forhånd. Så nej, der var ingen der fik nogen med - men der var mange som var godt tilfredse med at være med på forhånd.

Indhold.
Den vigtigste person, for mig at se, var på denne søndag Broder Karlsen; han stod for et mindre foredrag omkring et antageligvis selvvalgt emne - "Ven med verden eller ven med Jehova?" Som så meget andet der er sagt og skrevet indenfor Jehovas Vidner var spørgsmålet formuleret så svaret næsten gav sig selv... Forskellen fra mange andre kristne trosretninger er altså klar: det er ikke Jesus du skal være ven med, men gud (som slet ikke er den samme person, i øvrigt). Vi fik så forklaret lidt om hvordan det er at være ven med gud; han har visse standarder, forventer loyalitet og at man, som i ethvert andet sundt parforhold, arbejder for det. Og som vi også gjorde det bagefter skal man altså "bevidne" guds ord - studere, udbrede, læse og forstå biblen; både over for sig selv og andre. Det er næsten en af de lov-religioner man hører så meget om, og det lød da også helt jødisk nogengange.
Der er altså tale om en ret alvorlig og konsekvent kristendom, hvor der skal arbejdes for frelsen. Egentlig lidt forfriskende i disse tider hvor man i de færreste trosretninger behøver tro på gud, dommedag eller overhovedet komme i kirken (indenfor de fleste retninger gør man dog, indtil videre, i hvert fald et af disse krav gældende overfor præsteskabet).

Menigheden.
Den anden halvdel af tiden var gennemgangen af en artikel ("Ransag 'Guds Dybder'" Vagttårnet af 1. nov. 2007) - som sjovt nok handlede om netop at studere biblen. Til dem der måske har undret sig over den slags blade og artikler og de små spørgsmål i bunden, kan det altså herfra opklares at det drejer sig om studiespørgsmål til brug ved netop disse lejligheder. En stor del af meningheden kunne her være med, hvilket da nok også er meningen med spørgsmål så som: "Hvem kan forstå Guds dybder?" (det er heldigvis alle, kan det afsløres; hvilket det da også gør med al tydelighed i den ovenstående tekst). Her i juletiden kom det da også frem igen, at vi netop ikke skal være ven med det altid tilgivende, smilende Jesus-barn; vi skal have ham som konge (ved dommedag, der som altid er _rigtig_ tæt på).
Aldersmæssigt lignede menigheden noget fra en normal folkekirke - velklædt, men ikke prangende, primært mellem 50 og 70, og ikke særligt gode sangere. Selve sangene var dog noget anderledes i stilen; melodierne lignede mere dansktop end salmer og teksterne var baseret på bibel-vers og yderst ligefremme i det poetiske udtryk (og nævnte alle navnet Jehova mindst 5 gange). Men det var velbesøgt med ca. 40 deltagere og langt de fleste var aktive i artikel/bibel-studiet, og tog i det hele taget seancen alvorligt.

Omgivelserne.
Er der ikke meget at sige om... Der er tale om en foredragssal med udemærkede stole og mikrofoner bag sæderne (så alle kunne blive hørt), samt en rumlig entre. Jehovas Vidner mener det er forkert at bruge nogle former for symboler, så det eneste pynt er et tæppe bag den lille "scene" og et enkelt bibel-citat på væggen. I det hele taget fik man indtrykket at verden, dens gøren og laden, pompt og pragt og de stakkels fortabte mennesker i den, ikke er så vigtigt (eller ligefrem skal aktivt ignoreres) - teksten er det eneste væsentlige.

lørdag den 4. august 2007

Århus Pinsekirke, Viborgvej, Århus.

Fakta.
Trosretning: Pinsekirke (pentecostal).
Begivenhed: gudstjeneste.
Dato: 22 april, 2007
Præst: Lazarus Yeghnazar og Frede Rasmussen

Fik han/hun publikum med.
Nu var de jo to om det, og jeg må sige at Frede (som de allesammen uformelt kalder ham) måske næsten har det for nemt. Der skal faktisk ikke mere til, end at sige folk gerne må rejse sig og komme op foran sig eller sætte bandet igang, før salen er fuld af sang, lovprisninger, spredt tungetale og folk der hjælper hinanden med at bede. Gæste-præsten Lazarus (kan man undgå at blive andet end præst med sådan et navn?) prøvede med lidt mere spræl, hen ad amerikanske prædikanter på films. Her var der både lignelser, pep-talks og hiv og sving men lidt ligesom med den fikse video-reklame for en international fælles-bøn var det nok lige lovlig opkørt til det rolige danske gemyt *(som trods alt også gør sig gældende når man er i guds hænder).

Indhold.
Så snart de praktiske beskeder om service-hunde mm. var overstået kom talen hurtigt ind på helligånden, og blev der stort set resten af dagen. Det er noget med at døbes ved guds nærvær og få særlige gaver såsom at snakke så ingen kan forstå en (ikke uligt nogle af mine forelæsere), det er altså lidt ligesom Jesus og senere apostelene (og så vidt jeg kan se heller ikke helt uligt visse voodoo-ritualer). Størstedelen af den egentlige forkyndselse blev foretaget af en gæst, den nævnte Lazarus, med Frede som tolk. Det første budskab var at Irak og Mellemøsten ikke skal ses som en fjende, men en mulighed for nye, kristne omvendelser. Jeg er personligt mest enig i den første del, men jeg kan da godt se at hvis man har sandheden skal den udbredes; jeg håber bare pinsekirken går mere lempeligt til værks end tidligere missionærere og nutidige demokrati-forkyndere. Resten af prædikenen gik på instrumenter, det var noget med at man ikke skal gå og lede så længe efter den rigtige metode eller ting til at udføre hvad man tror man vil, men skal lade sig selv være guds instrument til hvad han vil. Eksemplet var at hvis Samson og et vådt æsel-kæbeben kunne dræbe et eller andet (ugudeligt?) antal filistre så kunne gud også bruge hvem som helst af os til hans store plan. Egentlig ret opløftende og inspirerende (sikker endnu mere hvis man troede på det) og Frede gjorde det da også ganske hæderligt med oversættelsen, selvom der var enkelte problemer såsom at Lazarus mente at han profetisk kunne se at dele af Århus menigheden kommer til Iran med han på et tidspunkt, hvor Frede vist havde forstået at det allerede var aftalt...

Menigheden.
Hvis pinsekirken har et salgsargument, så er det deres menighed. De er som nævnt enormt engagerede og aktive, arrangerer selv bønnemøder fra "talestolen" og var også venlige til at hilse på den lidt usikre gæst jeg udgjorde i deres midte. De forekommer oprigtige og ærlige, også når de svinger med armene, holder hinanden i bøn og mumler. Faktisk er andet begyndt at forekomme mig helt unaturligt - hvis man rent faktisk mener at den almægtige, algode gud personligt er med én i hans hus lige nu, så forekommer det lidt tamt bare at sidde og mumle en gammel salme, eller er det bare mig? Som god sekulariseret zapper-kultur-barn i en kultur og alder hvor det antages man har lært at lægge en dæmper på sine følelsesudbrud, kan jeg godt blive misundelig over at se en sal fuld mennesker der er sammen om noget så stort og lader sig rive med i hinandes nærvær.

Omgivelserne.
Pinsekirkens lokaler er ikke så imponerende, i mine øjne. Det er en stor bygning, men en stor sal og masser af alt det gode udstyr folkeskolelærere tigger om at få bare lidt af. Men særlig helligt forekommer det ikke, udover en stor glasmosaik og nogle simple kors hist og her er der ikke rigtig nogen kulturel kodning der lader en vide at mødet handler om guds kærlighed til mennesket og ikke attende del af business-kurset "kunden i centrum 2007". Mange kender måske lokalerne fra DK4's programmer om kirken, som i øvrigt er helt uforståeligt kedelige i forhold til den virkelige vare som får en væsentlig højere karakter herfra.

Vor Frue Kirke, Ryesgade, Århus.

Fakta.
Trosretning: Katolsk.
Begivenhed: højmesse.
Dato: den 18 marts 2007.
Præst: Herbert Krawczyk.

Fik han/hun publikum med.
Ja. Selvom præsten hverken i stemmeføring, kropssprog eller retorik viste noget synderlig showman-ship, så var strukturen i messen sådan at publikum hele tiden blev involveret. Hvor folkekirkens medlemer kan nøjes med at sige amen og stå op i 30-40 sekunder af gangen er der her langt mere variation; man kommer ned og knæle, bekender i fællesskab sine synder i korsang og man giver hånd til de nærmeste omkring én. Børnene holdes pacificeret med udlåns-bøger men skrål, tullen rundt og småsnak fra de mindste accepteres i høj grad.

Indhold.
Prædiken var meget traditionel, dog introduceret med et forsøg på at sammenligne påsken med en fodbold-kamp (noget med at vi er nået til halv-legen, hvilket må siges at være nemmere at forholde sig til end en eller anden søndag efter et eller andet latinsk). Derfra gik vi hastigt til lignelsen om den fortabte søn (jeg tør vist godt spolerede historien med at han kommer hjem igen) - og det er selvfølgelig os alle sammen som er nogle usle typer der øsler guds gaver væk og som alligevel bliver velkommet hjem i himlen. Det er altså fade ren der velkommer hjem der er hovedpersonen, ikke sønnen - jeg har på fornemmelsen det siger en del om katolicismen... Ellers var messen præget af en del faste vendinger, bekendelser af synd og tro og endog lidt latin ind imellem - altså hvad man kunne forvente af en katolsk tilgang til tingene. Altergangen var dog rimelig uformel, på trods af at der lige skulle trylles lidt med noget røg først; selve uddelingen blev foretaget af medlemer af menigheden, hvilke måske var dikteret af logistiske hensyn mere end liturgiske.

Menigheden.
Var meget varieret, dog med en tydelig overvægt af asiater (i mit hovede burde det være irere der var overrepræsenteret, men det siger nok bare noget om hvor misinformeret jeg er). Der har nok været op imod 150 mennesker, så en hvis spredning er selvfølgelig forventelig; jeg var nu imponeret alligevel. Børnefamilier, pensionister, enlige fyre og venindepar gjorde det til noget af en broget flok som synes at have et rigtig velfungerende (katolsk) fællesskab. Desuden var jeg imponeret over kvaliteten af sangen, om det var fordi folk turde synge igennem når de var flere eller om man simpelthen træner mere i det hér, ved jeg ikke. I hvert fald lød det væsentligt bedre end en dansk folkekirkes mumlen.

Omgivelserne.
Er jo flotte, kirken som de fleste Århusianere er gået forbi tusind gange, ligner jo en katedral i miniature. Nu er jeg personligt ret vild med udhæng, krimskrams og tårnende spir så det kan være jeg er forudindtaget. Indvendigt holdes stilen, der er højt til loftet og høje vinduer (det hedder noget, men det er lang tid siden jeg havde kristendomskundskab). Stilen var simpel, næsten for moderne, men det blev reddet fra at være for meget af søjler samt træ-døre og -stole. Og så hang der nogle ret pæne malerier. Til fremtidige besøgende skal lige nævnes skålen med oblater, hvor man selv skal tage fra hvad der skal bruges (så man ikke laver for meget Jesus). Den står ved indgangen og så vidt jeg forstår er den altså kun for dem der er rigtigt med i klubben - vi andre må klare os med de lignende symbolske handlinger der foregår rundt i andre kirker.

Domkirken, Store Torv, Århus.


Fakta.

Trosretning: Den Danske Folkekirke (evangelisk-luthersk).
Begivenhed: gudstjeneste med barnedåb.
Dato: den 25 februar 2007.
Præst: Jakob Grosbøll, domsprovst

Fik han/hun publikum med.
Ja og nej. Altergangen var godt besøgt, men derudover er der ikke megen plads til publikums-deltagning i en klassisk protestantisk kirketjeneste. Prædiken, oplæsning og sang kunne lige så godt have foregået uden folkene på bænkene. Det profesionelle kor overdøvede på alle tidspunkter menigheden, som ikke engang fik sat sig igennem når der skulle siges amen (hvilket jo ellers må siges at være deres egentlige opgave). Børnene var både mere og mindre med; til de tre dåbshandlinger lod præsten de små børn komme med op og se med, hvilket var mindst ligeså populært som når nyt legetøj vises frem i børnehaven. Under prædikenen lod han dem til gengæld "slippe" ud i et dertil indrettet legerum - hvilket jo må siges at være nådigt og altså godt i spænd med budskabet.

Indhold.
Prædiken drejede sig om synd og det dertil hørende fald, og om hvordan vi er prædisponerede til den slags, mens Jesus selvfølgelig standhaftigt står fast på vores vegne og holder døre åbne med vidtstrækte arme, osv. osv. Altså ret normal kost for danske folkekirke-gængere... Ellers bed jeg mest mærke i at alle ikke-kristne blev sammenlignet med jøderne på Jesu tid (vi tror vi kan stille regler op, men det er aldrig godt nok) - jeg ved ikke om det er noget ateister eller jøderne burde føle sig provokeret af... Sammenligningen fortsatte så til en eller anden roman-figur, hvilket var lidt søgt. Men ikke ligeså søgt som den uundgåelige psykoanalyse af figurens "skred i hans virkelighedsforståelse" som blev sammenlignet med den tøende sne der skrider ned over tagene. Alt i alt ikke de store poetiske nyskabelser, overraskelser eller armbevægelser, men med fokus nok på menighedens utilstrækkelighed til at ingen var i tvivl om at de altså sad bænket i en kirke og ikke blot på en højskole.

Menigheden.
Socialt set ser menigheden (der den dag var en ca. 30 stykker) ikke ud til at høre videre sammen. Undtagelsen var selvfølgelig de familier der var til barnedåb, som selvfølgelig er blevet yderligere sammentømrede ved at deltage i et lille ritual sammen. I særdeleshed kunne jeg forestille mig at visse generations-skel kan overtrædes ved en sådan handling (jeg snakker om bedsteforældre og forældre, ikke barnet og dets forældre - udover evt. metafysiske effekter tror jeg ikke barnet er videre påvirket). Derudover var der ikke megen samhørighed at spore, udover at jeg fik lov at åbne døren for en ældre dame, hvilket jo altid er hyggeligt.

Omgivelserne.
Ja, det var jo domkirken, så størrelsen i sig selv er jo imponerende. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke at en vist potentiale bliver spildt; da de danske kirker blev bygget er jeg sikker på størrelsen, de hvide vægge og dertil hørende lyse omgivelse var vildt imponerende, hvor vi i dag mest forbinder den slags med lange trælse stræk i IKEAs uendelige korridorer. En højtidelig stemning kræver noget andet og mere i dag, for eksempel synes Horsens Middelalder Festival at være inde på noget af det rette med munkesang og et par stearinlys. Men måske er jeg bare ikke i målgruppen, traditionelt er det i hvert fald. Men jeg bliver nu nødt til at påpege det upraktiske i at ikke alle kan se præsten, endsige alteret fordi kirken skal være så stor - når nu vi kunne klare os på langt mindre plads...